Pædagogisk læreplan
Børnesyn
I Børnehaven Troldehøj opfatter vi det enkelte barn som unikt, og alle børn kommer med en ressource og potentiale i fællesskabet. Dette betyder, at det enkelte barn skal mødes med positive forventninger, en anerkende tilgang og med mulighed for at have indflydelse i fællesskabet i Børnehaven Troldehøj. Vi ser børnehavelivet som en selvstændig tid i barnets liv.
Udviklingen sker i relationer med andre mennesker, og sammen skabes mulighed for at blive den bedste udgave af sig selv. Vi har fokus på at give børnene mulighed for, at kunne selv og har derfor stor fokus på selvhjulpen hed i hverdagen. Vi oplever, at børnene har stor glæde af at mestre små og store ting i deres hverdag, og er et vigtigt element i forhold til barnets selvværd.
Dannelse/børneperspektiv
Børnehaven er en stor del af børnenes liv i dagens Danmark. Vi ser os derfor som vigtige og aktive medspillere i børnenes dannelse. Børnene dannes gennem hele dagen, og dette sker igennem dagens tilbagevendende rutiner, de forskellige børnefællesskaber, i de planlagte aktiviteter og ikke mindst i børnenes egne lege.
Hverdagens aktiviteter tager ofte udgangspunkt i børnenes interesser og understøttes af et læringsmiljø, som giver børnene mulighed for at afprøve egen grænser og muligheder.
Børnefællesskaber
I Børnehaven Troldehøj er fællesskabet prioriteret højt. Det er vigtigt, at det enkelte barn føler sig som en del af fællesskabet, både på tværs af alder, kultur og køn. Vi tilbyder derfor både store og små fællesskaber gennem hele dagen. Det er vigtigt, at de voksne i Børnehaven Troldehøj skaber en harmoni mellem det enkelte barn og fællesskabet. Dette gøres gennem de tilbagevendende hverdagsrutiner, voksenstyrede aktiviteter og børnenes egen leg.
Legen
At lege er et utrolig vigtigt element i børnenes liv, og fylder heldigvis meget i Børnehaven Troldehøj.
Dette gælder både den spontane leg og den organiserede leg. I legen bearbejder barnet mange indtryk, og er grundlæggende for barnets erfaringsdannelse, sociale og personlige udvikling og læring. Legen fremmer alle kompetencer hos barnet, - fantasi, kreativitet, sprog, kropsbevidsthed, selvværd, identitetsdannelse, nysgerrighed. Barnet afprøver og gør sig erfaringer med egne og andres grænser, med egen og andres rolle i deres indbyrdes samspil, og leg er en stor del af ”læren om livet”.
I Børnehaven Troldehøj har de voksne ansvar for at guide og støtte legen, så alle børn er en del af fællesskabet. Ved iagttagelser skal de voksne have øje for, om der er børn, som ikke er en del af leg, og som har brug for at blive guidet ind i en leg, hvor barnet kan trives og være med i børnefællesskabet og forskellige sociale sammenhænge.
De voksne er tæt på legen, så de kan hjælpe børnene videre, hvis der er brug for det. Vi er opmærksomme på ikke at ødelægge en leg, dvs. vi voksne går enten ved siden af eller bagved børnene. Vi er bevidste om, hvornår vi skal være en del af legen og guide børnene, og hvornår vi skal “blande” os udenom, så børnene kan lege uforstyrret.
Læring
Barnet lærer bedst, når det oplever en stor grad af tryghed. Det er derfor vigtigt, at de bliver mødt af ansvarsfulde voksne, som er aktive deltagere i deres hverdag. Hverdagen i Børnehaven Troldehøj veksler mellem igangsatte aktiviteter, hvor de voksne er bevidste om hvilket læringsrum de bevæger sig i, børnestyret leg og hverdagsrutiner.
Krav til pædagogisk læreplan
Der er krav i dagtilbudsloven om, at alle institutioner skal udarbejde en skriftlig pædagogisk læreplan. Den pædagogiske læreplan udgør rammen for alle børns læring.
Den pædagogiske læreplan indeholder:
-
det fælles pædagogiske grundlag
-
beskrivelse af seks læreplanstemaer
-
pædagogisk mål for sammenhængen mellem læringsmiljøet og børns læring
Den pædagogiske læreplanen skal evalueres mindst hvert 2. år. Både den pædagogisk læreplan og evalueringen skal være offentlig tilgængelig. Hvis du er forælder i institutionen, kan du finde vores pædagogiske læreplan i fuld længde på Aula. Har du ikke adgang til institutionens Aula, kan du henvende dig til den pædagogiske leder og få den tilsendt.